Forskningsprojekt

Dette forskningsprojekt tager udgangspunkt i, at Result-oriented Outcome-based Accountability- reformpolitik (ROB) op i gennem 2000 ́erne, er blevet den dominerende uddannelsespolitiske strategi i de moderne vestlige lande. Som led i denne resultatorienterede omstillingsproces argumenteres der fra politisk side for en ny og transparent evalueringskultur, der kan sikre udbredelse af forskningsbaseret viden, som kan vejlede pædagogisk praksis og politisk beslutningstagen. Klassisk evalueringsforskning i form af effektmålinger er generelt det politiske systems foretrukne metode, ligesom den randomiserede og kontrollerede undersøgelse sammen med store komparative surveys, anbefales som de forskningsdesign, der er bedst egnede til at frembringe stærk evidens for effekten af den pædagogiske intervention, som forskningen har undersøgt. Med andre ord, har det politiske system en tendens til at fokusere på den type af forskningsprojekter, der er optaget af at svare på spørgsmålet om hvad der virker i praksis, ud fra en lineær kausal forståelse af sammenhængen mellem pædagogisk intervention og læring, samt implementering af reformer, altså på forestillingen om, at der eksisterer lineære kausale relationer mellem de forskellige implementeringsled. De uddannelsespolitiske restruktureringsbestræbelser går i dag i den retning, at de enkelte aktører skal præstere resultater der svarer til det politiske systems udtrykte forventninger/succeskriterier. Organisationernes resultater skal herefter ranglistes og offentliggøres via nettet. Ranking af resultater skal sammen med det frie institutionsvalg tjene to formål. Dels skal det give brugerne mulighed for at vælge den bedste service, dels skal systemet fungere som incitament til ”at gøre det bedre”, dvs. få de enkelte medlemmer i organisationen til at anstrenge sig for, at tilrettelægge deres pædagogiske arbejde mere rationelt eller effektivt, så de ved hjælp af de samme – eller helst færre – ressourcer kan producere bedre resultater.

Der er en betydelig tendens til, at man som led i den nuværende globale uddannelsespolitik måler på få og snævre indikatorer, der i virkelighedens verden (pædagogisk praksis) altid vil optræde i et komplekst og kontingent samspil med mange andre forhold. Samtidig er der i dag bred forskningsmæssig konsensus om, at en for snæver definition af den videnskabelige forskning, snarere vil trivialisere end at opkvalificere den pædagogiske praksis. Med andre ord, er der i dag bred enighed om, at en for snæver definition af den videnskabelige forskning, kan være direkte ødelæggende for de identitetsmæssige og autonome kvaliteter, der kendertegner professionel pædagogisk praksis (Dahler-Larsen & Kroghstrup, 2001; Elmore, 2004; Langfeldt, Eyvind, & Hopmann, 2008; Linn, 2008; Moos, Krejsler, Hjort, Lauersen, & Braad, 2005; Sharon L. Nichols & Berliner, 2005; S.L. Nichols & Berliner, 2007; O`Day, 2004; Popham, 2003; Rasmussen, 2004; Rasmussen, Kruse, & Holm, 2007).

Problemstillingen består i at snæver eller præcis effektmåling er et værktøj for den politiske planlægning, der hører en tidligere tid til, men som anvendt i den komplekse modernitet kommer til at modvirke sine egne gode intentioner om at forbedre og effektivisere pædagogisk praksis. Det er velkendt at effektmålinger kun ser hvad de er indrettet til at se, hvilket indebære en potentiel risiko for, at den professionelle pædagog, indretter sin praksis efter at udvise resultater, i forhold til de snævert opstillede mål- og præstationskriterier, som de efterfølgende vil blive vurderet på. Sagt på en anden måde, så indebærer monitorering og evaluering ved hjælp af snævre og præcise indikatorer en potentiel risiko for en deprofessionalisering, hvilket kommer til udtryk ved at professionelle pædagoger af frygt for ikke at kunne præstere resultater der svarer an på det politiske systems udtrykte forventninger, nedprioriterer den brede vifte af personlige, praktiske, sociale og kreative udbytter af den pædagogiske intervention (som omfatter evnen til at lære at lære), som der lægges så stor vægt på, som nødvendige forudsætninger/kompetencer for, at kunne begå sig i et komplekst og globaliseret videnssamfund. En problemstilling som aktuel forskning ofte dokumenterer med reference til betegnelserne ”Teaching to the Test” og ”Narrowing of the Curriculum”. Endvidere er der en tendens til at offentligheden via snævert opstillede mål- og præstations- eller succeskriterier, gives et misvisende billede af, hvad pædagogisk praksis i virkeligheden præsterer i forhold til at fremme de belastede subgruppers færdigheds- og kompetenceniveau. Med andre ord reflekterer denne type dokumentation ikke det faktum, at pædagoger ofte reelt forbedrer de ressourcesvage gruppers individuelle progression/individual growth i henhold til de opstillede præstations- eller succeskriterier. Videre er der i dag bredforskningsmæssig konsensus om, at videnskabelig uddannelsesforskning, der går på kompromis med de nyeste konstruktivistiske læringsteorier, har svært ved at finde anerkendelse uden for den kontekst, hvori den er frembragt.

Pilotprojekt Hånd-Holdt-Guldborgsund har med udgangspunkt i disse forskningsresultater, arbejdet ud fra den hypotese, at når pædagoger i forbindelse med praktikken arbejder med den empiriske dimension ud fra en fast rammesat forskningsmetode og teoretisk tilgang, der inddrager elementer fra konstruktivistisk læringsteori og som monitorerer og evaluerer ved hjælp af brede kompetenceindikatorer, så bidrager det væsentligt til pædagogernes evne til både at reflektere over egen praksis, samtidig med at deres kvalitetssikringsarbejde med mål, dokumentation og evaluering understøttes hensigtsmæssigt.